Hovedindgangen til Esplanadegaarden findes i Bornholmsgade nummer et. Smukke dobbelte fyldingsdøre med fine udskæringer af uglehoveder åbner ind til portrummet, som blev istandsat for nogle år siden samtidig med renovering af gården.
Indgangspartiet kunne være inspireret af en kongeborg med sit kuppelhvælvede loft og ottekantede søjle.
Ejendommens kulturhistoriske værdi omfatter nogle af de smukke bygningsmæssige detaljer, som vi kan glæde os over hver dag, som f.eks. elevatorens udformning, glasmosaikvinduernes blomstrende rosentræer med guldspurve, og trappegelænderets udskæringer med stiliserede sneglehuse som afslutning. Stilen er jugendstil i den danske udformning, som kaldes skønvirke og er typisk for byggetiden.
I 70erne var de fleste lejligheder stadigvæk lejelejligheder, og der var meget få ejerlejligheder. Der var en del erhverv i lejlighederne den gang:” Frk. Stjernstrøms Pensionat” omfattede fire lejligheder: de to på 3. sal og de to på 4. sal i Bornholmsgade. Pensionatet havde et klientel af ældre damer fra det bedre borgerskab. Der var også en russisk kaviarhandler og Odense Ægforretningen.